Egedal radikale

Main Menu
  • Forsiden
  • Nyheder
  • Artikler
  • Politik
  • Kandidater
  • Foreningen
  • Links

En ny start for Egedal

Udskriv | Email

Christian Friis BachAf Christian Friis Bach, spidskandidat til kommunalvalget i Egedal

 

Egedal kommune fortjener en ny start. En start hvor politikerne i kommunalbestyrelsen samarbejder bredt og løser problemerne i fællesskab. En ny start, hvor der sættes fokus på ledelse, tillid og trivsel hos de mange dygtige medarbejdere. Og hvor vi går målrettet efter en stærk, sund og grøn kommune.

Den første store opgave er at få styr på økonomien. De panikagtige nedskæringsrunder og grønthøster-besparelserne skaber usikkerhed og utryghed. Igen handler det om ledelse og samarbejde. I de sidste tre år er udgifterne til administration i Egedal kommune steget med næsten 50 millioner kroner! Det er de 50 millioner kroner kommunen mangler. Udviklingen afspejler mangel på ledelse og prioritering, og afspejler at den sammenlægning, der skulle give administrative besparelser, er gået helt skævt. Det har også betydet tab af rigtig mange gode medarbejdere, og det koster dyrt. Vejen ud af den økonomiske krise er derfor god ledelse, trivsel hos medarbejderne og en mere effektiv administration. Den opgave vil vi prioritere højt i det Radikale Venstre.

Men vi har mange andre visioner. Vi vil arbejde målrettet på at skabe bedre forhold for vores børn og unge: Styrke indsatsen overfor de mindste børn, både når det gælder sundhed, sprog og trivsel, fastholde børnehavealderen på tre år, levere god mad i børneinstitutionerne, afskaffe de unødvendige ekstra kommunale test i folkeskolen og arbejde benhårdt på at sikre, at der højest er 24 børn i en skoleklasse.

De ældre skal have flere muligheder for oplevelser og samvær, så vi undgår ensomhed og isolation. Og vi skal fastholde en god pleje. Der skal gøres rent hos de ældre hver anden uge. Ikke hver fjerde, som det har været foreslået!

Naturen skal være et af vores største aktiver. Der skal anlægges betydeligt mere natur – skov, mose, overdrev – i kommunen. Vi skal have et sæt af sammenhængende stier til skole, skov og station. Det giver både flere oplevelser – og bedre helbred. Som et særligt initiativ vil vi engagere Egedals indbyggere i at plante to egetræer pr borger i kommunen. Det vil kunne opsuge et helt års udslip af drivhusgasser, skabe ny natur – og betyde, at vi kan leve op til vores kommunenavn. Og så vil fortsætte kampen mod at få en forurenende, støjende og overflødig motorvej gennem kommunen.

Det er kun et lille udpluk af vores visioner og ideer. Vi har alle muligheder for at få en kanongod kommune. Det har borgerne i Egedal fortjent. Og det vil vi kæmpe for i det Radikale Venstre.

 

Copyright © 2010 ---.
All Rights Reserved.

Joomla template created with Artisteer.