Motorvej til Frederikssund er en historisk fejltagelse
Debatindlæg i Frederiksborg Amts Avis
Af Christian Friis Bach, folketingskandidat for Det Radikale Venstre
Samtidig med at debatten om en motorvej til Frederikssund spidser til i Folketinget, så står argumenterne imod en motorvej nærmest i kø foran politikerne. En motorvej gennem det åbne land vil være en historisk fejltagelse.
Det er der en stribe grunde til.
Den første er klimaeffekten. Senest har den grønne tænketank CONCITO vist, at effekten på den globale opvarmning nok er omkring 10 gange så stor, som antaget i Vejdirektoratets analyser.
At vedtage en så markant og negativ trafikinvestering -endda i et år, hvor Danmark skal være vært for det globale klimatopmøde -er som at skyde en kommende klimaaftale i foden.
Dertil kommer, at de 10 milliarder i stedet kunne bruges på kollektive trafikløsninger, der kunne nedbringe CO2 udslippet.
Den anden grund er trafikbehovet.
Der er, som det fremgår af de såkaldte trængselskort fra Vejdirektoratet, ikke de store trafikproblemer på Frederikssundsvejen.
Og de problemer der er, kan afhjælpes gennem broer, tilkørsels-ramper og en målrettet investering i den kollektive transport: fem minutters drift på S-togs-linien ( til metroen i Vanløse), pendlerbusser og en forlængelse af S-toget til Hornsherred.
Samfundsøkonomien Den tredje er samfundsøkonomien.
Beregninger fra det tidligere Institut for Miljøvurdering viser, at inddrages miljø-og naturværdier, er motorvejen en dårlig forretning. Det vi taber af naturværdier, svarer til det, vi sparer i tid -og hertil kommer effekten på den globale opvarmning. Kan vi sikre folk bedre og hurtigere kollektiv transport, får vi en tredobbelt gevinst -sparet tid, mindre opvarmning og mere natur. Statsministeren har klart udtalt, at naturværdier fremover skal tages med i betragtning i fremtidens store infrastruktur-projekter.
Den fjerde er natureffekten. Motorvejen i det åbne land vil gå igennem 36 naturlokaliteter hvoraf fire har særlige naturværdier af international betydning.
Omkring 200 hektar jord vil blive belagt med asfalt og anlæg. Det har betydning både for naturen og for herligheds-og oplevelsesværdien.
Den femte er effekten på boliger. En motorvej gennem det åbne land vil give langt højere støjgener og spærre en lang række byer inde imellem to massive trafik-korridorer -motorvejen og Frederikssundsvejen. Det vil betyde en markant ringere adgang til det åbne land og vil helt fjerne fornemmelsen af, at man bor i et naturog landbrugsområde. Borgerne bliver spærret inde mellem to store veje.
Den sjette er erhvervsudviklingen.
En motorvej kan ødelægge den sunde og balancerede erhvervsudvikling langs Frederikssundsfingeren. Nye virksomheder har i dag et incitament til at placere sig i byer som Stenløse, Ølstykke og Frederikssund, fordi de kan finde kvalificeret arbejdskraft, der gerne vil have kort til arbejde. Og fordi ansatte, der bor længere inde mod København, kan køre modsat af myldretrafikken.
Den syvende grund er fremtidens trafikløsninger. Der vil helt sikkert komme nye trafikale løsninger de næste 10-20 år, som f. eks. el-drevne og computerstyrede biler. Det vil være biler, som vil støje og svine langt mindre og kræve mindre plads. Det kan gøre motorvejen overflødig.
Alle argumenter peger imod motorvejen.
Derfor nej.

