Egedal radikale

Main Menu
  • Forsiden
  • Nyheder
  • Artikler
  • Politik
  • Kandidater
  • Foreningen
  • Links

Budget 2010

Udskriv | Email

Tale ved vedtagelse af Budget 2010
Af Karin Friis Bach, Medlem af kommunalbestyrelsen for Egedal Radikale Venstre

Vi nærmer os slutningen på den første valgperiode i Egedal Kommunes historie, og vi står nu for – for sidste gange i denne kommunalbestyrelses historie – at skulle vedtage et budget.

Der har i den snart overståede valgperiode både være gode og dårlige ting. Hvis vi politikere retter blikket lidt mod os selv, må vi nok sige, at ét af de områder, hvor der er plads til forbedring, er samarbejdet i kommunalbestyrelsen. Vi får forhåbentlig en bredere konstituering næste gang, hvor både ansvar og indflydelse deles ud til en større gruppe politikere – måske endda til alle?  Men det kræver, at vi også viser en vilje til reelt samarbejde.

Det vil vi i det radikale venstre gerne vise – for vi vil gerne, at det skal blive anderledes næste år. Derfor er vi gået konstruktivt ind i samarbejdet omkring budgettet for 2010, og indstiller nu forslaget fra BCEOV.

Når jeg selv skal sige det, så synes jeg, at resultatet er blevet godt:

Et af vores hovedkrav var at friholde daginstitutioner og skoler for besparelser. Det krav har vi fået indfriet, og det er vi meget glade for. Der er endda fundet midler til at tilbageføre til skolevæsnet, hvilket vil kunne rette lidt op på nogle af de besparelser, der tidligere har været foretaget, og som vi - i parentes bemærket - hele tiden har været modstandere af. Det er også et klart mål for os, at vi fremover skal arbejde fokuseret på en genopretning af forholdene inden for institutionsområdet.

På skoleområdet har vi sagt ja til en stærkere indsats for at inkludere og inddrage de børn, der normalt kræver specialundervisning, i den almindelige undervisning. Jeg ved godt, at der er en del bekymring omkring dette, men erfaringer fra andre steder har vist, at det kan blive godt. Men kun hvis der er ressourcer til det, og børnene i øvrigt selv er parate. Det er derfor vigtigt, at vi overvåger dette nye tiltag nøje, og at vi sørger for at støtte op om de mindre børn, med særlige behov, så vi sikrer, at de bliver stærke nok til at kunne få glæde af at deltage i en normal klasse, når de starter skolen.

På ældreområdet har vi endnu engang undgået at reducere rengøringen til hver 3. uge. Det er jo glædeligt i sig selv! Men herudover er det også rigtig godt, at vi får genoprettet to stillinger i nattevagten, så beboerne på Bakkebo og Toftebo igen kan føle sig trygge. Det var en besparelse, som efter min mening, hele tiden har været en fejl.

I Veksø får vi nu bygget et såkaldt multihus. Det er en bygning, de frivillige foreninger – bl.a. spejderne – kan bruge. Det har været hårdt tiltrængt og jeg er glad for, at vi på den måde kan være med til at støtte op om foreningslivet og alle de aktive borgere, der lægger et stort arbejde og energi i dette.

Mht. erhvervsstøtten, har vi i budgettet bibeholdt et tilskud på 0,5 mio kr. årligt til erhvervskontoret. Det er ikke meget – og sandsynligvis ikke nok til på sigt at drive det videre, sådan som det hidtil har været. Jeg har jo tidligere forholdt mig kritisk til driften af det nuværende erhvervskontor, og jeg synes, at det kunne være rigtig spændende, hvis erhvervskontoret nu benyttede det næste års tid til at tænke nyt. Jeg synes, man burde arbejde sig frem mod en model, hvor kontoret i langt højere grad bliver selvfinansierende, og inddrager både kulturliv, fritidsaktiviteter og turisme i arbejdet. Det er lykkedes godt i andre kommuner, og jeg synes også, det er den vej, vi skal gå i Egedal.

Omkring Værebro Å-projektet, er jeg meget tilfreds med, at der nu er afsat penge til en projektleder, så projektet nu rent faktisk kan starte. Åen kan ikke tage mere vand, og der skal ikke mange efterårsdage med kraftig nedbør til, før det går helt galt, og vi får seriøse oversvømmelser med alle de dertil hørende problemer. Det er højst tiltrængt at gøre noget - det bliver kun værre jo længere tid vi venter.

Det eneste, som jeg måske ikke er helt tilfreds med i dette budget, er vores indtægter. Jeg er ikke glad for stigningen i taksten til SFO’en, og jeg håber, vi får mulighed for at se på dette punkt igen til næste år. I det oprindelige forslag fra de radikale havde vi i stedet lagt en beskeden skattestigning ind – ikke på personskatten, men vi havde foreslået 1 promille på grundskylden og en forøgelse af dækningsafgiften til 10 promille. Det er en del mindre end den skattestigning S og SF har ønsket, men det ville helt klart have givet lidt mere luft i budgettet, så kassebeholdningen i årene fremover også havde set bedre ud. Vi vil meget gerne undgå stigninger, men i vores situation, behøver man ikke være matematikprofessor for at regne ud, at det næsten bliver umuligt uden.

Dette kunne der imidlertid ikke opnås enighed om i blandt partierne i forliget – og imod taler også, at regeringen har besluttet en straf-afgift, der p.t. ikke gør det særlig attraktivt at hæve skatten. Derfor er vi gået med til, at der ikke foretages skattestigninger i år. Vi kan godt få det til at hænge sammen i 2010 uden. Men forslaget er ikke glemt, og jeg tror, det bliver nødvendigt at tage det frem igen til næste år. Måske kan vi endda være så heldige, at vi til den tid kan undgå regeringens straf og få alle pengene til os selv – hvem ved?

Deet er på mange måder et fornuftigt budget vi vedtager i dag. Vi ville gerne have haft S og SF med. Det vil vi også gerne fremover, for det er vigtigt at skabe et bredt og godt samarbejde i kommunalbestyrelsen i Egedal. Det her budgetforlig en begyndelse. Det skal vi bygge videre på. Lykkes det, kan vi få mere end et godt budget – vi kan få en rigtig god kommune!

En stor tak til administrationen for et grundigt forarbejde og for jeres store velvillighed til at svare på spørgsmål og gå i dialog.

Tak for ordet!

 

Copyright © 2010 ---.
All Rights Reserved.

Joomla template created with Artisteer.